Eksamen - en festdag for den velforberedte

Motormagasinet 16.05.2013

"Eksamen er en festdag – for den velforberedte". Citat fra lektor Blomme i filmen "Det forsømte forår". Og det var nogle festlige dage på Business College Syd i Mommark til de årlige fagprøve-eksamener. 46 handelselever fra hele landet var taget til Mommark handelskostskole for at stå ved bordet med den "grønne dug" og fremlægge deres fagprøve-projekt.

Efter to års læretid var dagen kommet til, at censor og vejleder skulle se, hvad de håbefulde elever havde lært. Der var fagprøver fire dage i træk, der var kaldt fire censorer ind fra autobranchen og 46 projektrapporter skulle stå sin prøve. Familiemedlemmer og venner havde taget dagen fri for at bakke eleverne op, mens det desværre kun var et fåtal af afdelingschefer og elevansvarlige, der havde taget turen til Mommark.

Reservedelschef Carsten Hegelund fra Egå Autohandel, afdelingsleder Henning Hougaard fra FTZ Vejle og reservedelschef Dennis Heldt fra Skifter Lastbil var nogle af de få chefer, der havde taget dagen fri for at se deres "elev-investeringer" bære frugt.

- I stedet for at ærgre mig over, at der ikke er flere chefer, der tager med eleven til eksamen, så vil jeg hellere glæde mig over en lille stigning i virksomhedernes deltagelse og specielt stor ros til de ledere og chefer, der mødte op i år, siger Johnny Nedergaard, koordinator på autouddannelserne i Mommark.

Han peger videre på, at han ser en sammenhæng mellem elevens gode præstationer og deltagelse fra virksomheden.

Demonstration i godt købmandsskab.
Handelseleverne skal gennemføre et praktisk salgs- og markedsføringsprojekt hjemme i virksomheden og derved demonstrere de kompetencer og færdigheder, de har lært i skoledelen og i den to-årige praktiktid. Dette projekt afrapporteres på 15 sider, som forsvares til en mundlig eksamen. Omkring 85 handelselever fra autobranchen dimitterer årligt fra skolen i Mommark.

Skolen gennemfører også en del efteruddannelser til autobranchen. Således finder man i løbet af året altid kursister eller elever fra autobranchen på skolen i syd. Næste eksamen er 28.-29. maj, hvor bilsælgerne fra det branchegodkendte bilsælger-uddannelsesforløb skal til eksamen.

Denne eksamen er på akademi-niveau og giver bilsælgerne ti ECTS-point og forhåbentlig mod på videre karriere i branchen. I uge 35 2013 starter der et nyt hold bilsælgere op, så vil virksomheden have en deltager med skal tilmeldingen allerede ske nu til skolen.

Ny grundlæggende lederuddannelse
En nyhed på skolen er den grundlæggende lederuddannelse, der udbydes sammen med brancheorganisationerne D.A.F. og Bilbranchen. Den retter sig til kommende og nye ledere samt mellemledere, der har lyst til at udvide værktøjskassen i forbindelse med den daglige praktiske ledelse. To hold er allerede oprettet, og koordinator Johnny Nedergaard glæder sig til den 3. september i år, hvor det første hold ledere påbegynder deres uddannelse.

- Vi har arbejdet meget for at kunne udbyde denne branchetilpassede version af den anerkendte grundlæggende lederuddannelse, som anvendes i store dele af erhvervslivet, og jeg mener autobranchen vil få stor gavn af dette praksisorienterede ledelsesforløb, der kun strækker sig over samlet i alt 19 dage, siger Johnny Nedergaard.

Man kan følge med og læse mere på www.autoudannelsen.dk med oplysninger om kurser og karrieremuligheder samt refusion og deltagerbetaling.

Andre_Henning.jpg
Til venstre er det André Nygaard, handelselev hos FTZ Vejle. Han sikrede sig ligeledes et flot 10-tal. Udover den fine karakter fik André en iPad af sin arbejdsgiver, Henning Haugaard (th), afdelingsleder og oplæringsansvarlig hos FTZ i Vejle. Han havde valgt at bakke sin elev op ved at afsætte dagen til Andrés eksamen.




I forbindelse med klager eller tvist, henvises til ankenævnet for biler - www.bilklage.dk

Udviklet af seek4cars.net