Pressemeddelelser

Skrevet den 7. oktober 2024

AI vækker skepsis

80 procent af danskerne stoler mest på en person bag rattet – AI vækker skepsis.

En ny undersøgelse viser, at danskerne og deres nordiske naboer er skeptiske over for at lade kunstig intelligens (AI) styre deres biler. Hele 80 pct. af danskerne foretrækker, at en person styrer bilen fremfor AI. Kun 8 pct. siger, at de ville have større tillid til AI som chauffør, og 12 pct. har ingen præference.

På tværs af Norden er holdningerne til AI i biler også domineret af skepsis. I Finland er 86 pct. mest trygge ved, at en person kører bilen, efterfulgt af Norge med 81 pct., Danmark med 80 pct. og Sverige med 78 pct. Det viser tydeligt, at offentligheden i hele regionen er tilbageholdende med at overgive kontrollen til AI, selvom teknologien kan tilbyde flere fordele, såsom øget sikkerhed og færre uheld.

Michael Gadegaard, der er CEO hos FTZ mener, at undersøgelsen er vigtig i forhold til at sikre at tilliden følger med teknologien.

“Denne undersøgelse viser, at danskerne, ligesom resten af Norden, har en naturlig skepsis over for at lade AI tage kontrol over noget så vigtigt som bilkørsel. Selvom teknologien kan være et skridt i retning af smartere og mere sikre transportløsninger, er det klart, at tillid er en barriere, der skal overvindes. Hos FTZ følger vi denne udvikling tæt og fokuserer på at finde balancen mellem nye teknologier og det, værkstederne og bilejerne føler sig trygge ved,” siger Michael Gadegaard.

Undersøgelsen viser også, at især ældre generationer er mere tilbageholdende. Blandt personer over 65 år foretrækker 96 pct. en menneskelig chauffør, mens yngre mennesker under 50 er mere åbne over for AI, hvor 13 pct. udtrykker større tillid til teknologien.

Om undersøgelsen

MEKO, der er moderselskab til FTZ, har igennem flere år udarbejdet Mobility Barometer – den største undersøgelse i norden omhandlende mobilitets vaner og trends hos befolkningen. Over 4000 mennesker har deltaget i undersøgelsen. Mobility Barometer undersøgelsen giver indblik i forbrugernes holdninger til elektriske biler, ny forbrugeradfærd og bæredygtighed.  

Om FTZ

FTZ er markedsledende i Danmark inden for reservedele, tilbehør og værkstedsløsninger til autobranchen. Med over 1.100 passionerede medarbejdere på tværs af mere end 48 afdelinger i Danmark og Færøerne, er vi den ultimative partner for værkstederne. FTZ leverer skræddersyede, professionelle og konkurrencedygtige løsninger, der passer præcis til kundernes behov.
FTZ omfatter også en række stærke værkstedskæder: AutoMester, AutoMester E+, Din Bilpartner, Hella Service Partner, CarPeople, CarNetwork, 100% Autotjek, Karrosseri og Skadecenter. Hver af disse kæder afspejler vores engagement i kvalitet og innovation, som sikrer kunderne de bedste løsninger – hver gang.

Om MEKO

MEKO’s vision er “to enable mobility – today, tomorrow”. Målet er at være den mest attraktive partner for alle, der kører, reparerer og vedligeholder køretøjer i Nordeuropa. MEKO er markedsleder med tilstedeværelse i otte lande, 600 afdelinger og 20.000 værkstedskunder, herunder 4.500 værksteder, der opererer under egne mærker. Disse inkluderer bl.a. Mekonomen, MECA, BilXtra, AutoMester, Din Bilpartner, Hella Service Partner, CarPeople, Fixus – blandt mange andre.

Del online på:

Find andre opslag

FTZ

Nyheder & Presse