Nye krav giver travlhed

Motor-magasinet 27.03.2015

Det er blevet mere krævende at udføre pladearbejde, og det giver travlhed på FTZ's akademi.


Siden opstarten af karrosseriteknikeruddannelse har der nu været syv hold med 12 pladesmede eller mekanikere igennem den obligatoriske uddannelse, som er en hjørnesten i FTZ`s Karrosseri og Skadecenter-koncept.

- Et af de allervigtigste emner er de sammenføjningstekniker, der i dag skal anvendes ved skadesreparation på nyere biler.
Det er helt andre krav, en helt anden viden og det rigtige udstyr, der skal til for at leve op til fabrikantens og dermed forsikringsselskabernes og kundernes krav, siger Kristofer Petersen fra FTZ Akademi.
 
Ikke fulgt udviklingen
MAG-svejsning og MIG-lodning er to af de sammenføjningsmetoder, der fylder meget på uddannelsesforløbet, og også nogle af de discipliner, deltagerne skal aflægge prøve i på det afsluttende modul.

Og behovet er stort på dette område, da mange pladesmede og mekaniker, der udfører skadesarbejde, ikke har fulgt udviklingen de senere år på kursusbænken.

- Selv for nogle af de garvede pladesmede har dette været en udfordring, idet mange ikke har haft rutinen i at anvende de nye maskiner, men i løbet af uddannelsesforløbet har de fået de grundbegreber, der skal til for at de kan oparbejde rutinen hjemme på værkstedet, siger Kristofer Petersen.

- Grundlæggende bygger sammenføjningsteknikerne i dag på, at der skal så lidt varmepåvirkning på karrosseriet som overhovedet muligt, når der skal sammenføjes.

Det er denne tankegang, der blandt andet medfører nye sammenføjningsmetoder, og det sammen med nye materialer gør, at der på karrosseriområder stilles store krav til reparatøren, ikke mindst de værksteder der reparerer alle bilmærker og således skal have kendskab til flere bilfabrikkers krav, uddyber han.

Da uddannelsen har bevist, at behovet er stort, bliver der oprettet ekstra kurser i netop sammenføjning, således deltagerne sideløbende med karrosseriteknikeruddannelsen kan få den nødvendige rutine, blandt andet for at leve op til kravene i den afsluttende prøve.

Disse tillægskurser er ligeledes tilgængelige for øvrige interesserede værksteder, idet det ikke er et krav man er med i karrosseri og skadeskonceptet.




I forbindelse med klager eller tvist, henvises til ankenævnet for biler - www.bilklage.dk

Udviklet af seek4cars.net