FTZ klar med nyt team i Ribe

Motor-magasinet 16.04.2015

FTZ Autodele & Værktøj A/S har oprustet i Ribe-afdelingen.

Grossist Motor-magasinet skrev i tirsdags, at danske grossistkæde, au2parts, den 15. april åbner ny afdeling med velkendte personer i Ribe - med blandt andet fire navngivne medarbejdere fra konkurrenten, FTZ.

Nu oplyser FTZ, at afdelingsleder Jørn Laugesen står i spidsen for et team på i alt 17 medarbejdere i den sydvestjyske afdeling.

J.laugesen

- Vi er rigtig glade for at have udnævnt Jørn Laugesen som afdelingsleder for FTZ Ribe, udtaler regionschef Ronnie Maryon og fortsætter:

- Jørn Laugesen har med sine 16 år som salgskonsulent hos FTZ og i alt 41 år i autobranchen et indgående kendskab til kunderne – i særdeleshed i det syd- og vestjyske. Udnævnelsen af Jørn Laugesen skete den 23. februar, og allerede i de første knap to måneder har vi oplevet en fantastisk stabilitet i afdelingen, der blandt andet er udmundet i et flot regnskab for marts måned.

For at imødekomme den stigende efterspørgsel, som afdelingen de seneste måneder har oplevet, har FTZ valgt at udbygge lageret i FTZ Ribe. Desuden har afdelingen mulighed for at få leveret varer fra FTZ’s centrallager – der er Danmarks største lager af autoreservedele – fire gange dagligt, ligesom FTZ Ribe udveksler varer med de omkringliggende otte FTZ-afdelinger (beliggende i Esbjerg, Grindsted, Kolding, Vejle, Horsens, Middelfart, Aabenraa og Tønder) mange gange dagligt.

Syv chauffører 
Til at varetage det eksterne salg er salgskonsulent Søren Munkholm ansat med tiltrædelse pr. 15. april.

Soren.munkholm

- Søren Munkholm har en mangeårig baggrund fra autobranchen og har desuden i en årrække været konsulent hos Syddanske Medier. Efter en oplæringsperiode vil Søren Munkholm om kort tid være klar til at besøge kunder, lover Jørn Laugesen.

FTZ Ribe har desuden styrket ekspeditionen med Jesper Lauridsen, som er tidligere ekspedient og medejer af Mekonomen i Kolding, samt med Lene Andreassen, der har arbejdet hos Mekonomen i Esbjerg og Vestjysk Reservedele i Varde og Esbjerg. Derudover beskæftiger FTZ’s afdeling i Ribe 13 medarbejdere - herunder syv chauffører, der bringer varer ud til kunderne adskillige gange dagligt.

På forkant
- Hos FTZ træffes de kunderelaterede beslutninger i afdelingerne af de lokale medarbejdere, der kender kunderne og deres individuelle behov. FTZ lægger således stor vægt på, at kunderne betjenes af kompetente, lokalkendte medarbejdere, konkluderer Ronnie Maryon.

- Organisationsændringerne i Ribe har været en kærkommen lejlighed til at understrege, at FTZ lægger vægt på forandringsvillighed og uddannelse, eftersom FTZ’s målsætning er at have de bedst uddannede medarbejdere, der primært uddannes på FTZ Akademi, som også tilbyder kurser til alle FTZ’s kunder. Hos FTZ tilstræber vi konstant at følge værkstederne i den retning, de bevæger sig og være på forkant med udviklingen. Vi ønsker ikke at ”hænge fast i”, hvordan man gjorde tingene før i tiden, fastslår Ronnie Maryon.




I forbindelse med klager eller tvist, henvises til ankenævnet for biler - www.bilklage.dk

Udviklet af seek4cars.net